Parlamentsmedlem Tin Tun Naing fra National League for Democracy (NLD) snakker med mediene kort tid etter militærkuppet. Artikkelforfatterne mener bistandsgivere må fortsette å støtte arbeidet for mediefrihet i landet. Foto: EPA /NTB

Mediestøtten til Myanmar er viktigere enn noen gang

MENINGER: Etter militærkuppet i Myanmar er adgang til troverdig informasjon og beskyttelse av mediene avgjørende. Dersom flere år med fremgang i landet ikke skal rulles tilbake, krever det handling og fortsatt støtte.

Av Lars Bestle og Emilie Lehmann-Jacobsen Sist oppdatert: 09.02.2021

Både Norge, Sverige og Danmark har gjennom det seneste tiåret spillet en viktig rolle for Myanmars demokratiutvikling.

Her har særlig medieutviklingen vært et viktig element, da sivilsamfunnets styrke og frihetsgrad ofte er avspeilet i uavhengige mediers muligheter for å forsyne befolkningen med troverdig informasjoon.

 

For ti år siden havde landet et af verdens hårdeste censursystemer. De eneste frie og uafhængige medier befandt sig i eksil i nabolandene.

IMS (International Media Support) havde som dansk medieudviklingsorganisation arbejdet med burmesiske eksilmedier og stod klar til at rykke ind i landet, da overgangsregeringen inviterede til at hjælpe med at reformere et mediesystem, som, mente de selv, var ude af trit med den ønskede demokratiske udvikling. De følgende år så vi og var tæt engagerede i en gennemgribende reform af fundamentet for en fri og uafhængig presse.

Når vi ser tilbage på det seneste årti og det enorme arbejde ngo'er, civilsamfund og det internationale samfund har lagt i at opbygge demokratiske institutioner, inklusiv uafhængige medier, i Myanmar, står det helt centralt, at den positive udvikling ikke må sættes over styr, og at den internationale støtte fra blandt andet Norge skal fastholdes.

 

Kampen om informationen

Det er naturligt, at donerer som UD og Norad vurderer den nuværende situation og genovervejer den direkte støtte til forskellige offentlige institutioner i landet. Hvad der ikke må slækkes på, er støtten og opbakningen til civilsamfundet, herunder medier og menneskerettighedsforkæmpere.

Som de seneste dage har vist, går  journalister og aktivister  en hård tid i møde, hvor de får brug for al den støtte, de kan få.

Særligt kontrollen med informationsstrømmene i samfundet er et af de vigtigste slag, der bliver udkæmpet netop nu. Fra begyndelsen af den nuværende krise den 1. februar gik militæret  efter at gøre medierne tavse for at fratage befolkningen deres mulighed for at følge med via deres normale nyhedskanaler.

Militæret lukkede for flere store nøglemedier og tillader i øjeblikket kun egne tv-stationer fuld adgang til at sende. Mange burmesere er derfor nødsaget til at få deres information via andre kanaler. I praksis betyder det sociale medier, som i Myanmar er lig med Facebook.

Hen over den seneste weekend blev informationsadgangen løbende yderligere begrænset, da teleudbyderne i Myanmar blev pålagt først at blokere for adgangen til netop Facebook og associerede platforme (Messenger, WhatsApp, Instagram) og siden også Twitter. Sen fredag aften blev også internetadgangen blokeret i mere end et døgn, så de fleste ingen mulighed havde for at holde sig orienteret omkring situationen. Militæret begrundede alle handlinger med at undgå demonstrationer – et argument, der ofte bruges i tilsvarende krisesituationer af regeringer og magthavere i regionen, og som tydeligvis ikke har virket, da tusindvis af burmesere har været på gaden i flere dage nu for at demonstrere.

Selvom blokeringen af internettet blev fjernet mandag – og mange igen kan tilgå sociale medier eksempelvis ved hjælp af VPN-servere – så er den manglende adgang til troværdig information for den brede befolkning et stort problem.

30 millioner ud af Myanmars 53 millioner borgere bruger Facebook; på mange måder en positiv udvikling, hvor befolkningen har kunnet kommunikere åbent og modtage nyheder. På den anden side er den digitale dannelse i befolkningen ikke stor, og det har givet disinformation optimale vilkår – noget, som Myanmar tidligere vist sig sårbar overfor.

 

Misinformation under Rohingya-krisen

Den ultimative konsekvens så vi med Rohingya-krisen i 2017, hvor disinformation spredt på sociale medier var med til at puste til ilden, der resulterede i, at mere end 860.000 Rohingyaer blev fordrevet til Bangladesh.

Magthavere – ikke bare i Myanmar, men i hele regionen – ved udmærket, hvordan de får mest muligt ud af sociale medier. Når befolkningen ikke har adgang til informationer gennem internet og mobilnet, har propagandaen gode vilkår og kan medvirke til at destabilisere landet. Og her er det vigtigt at huske, at Myanmar ikke kun står midt i et kup, men også i en pandemi og en økonomisk krise.

Selvom burmeserne er blevet markant bedre til at identificere falske nyheder og forholde sig kildekritisk til indhold fra sociale medier, har de fortsat brug for adgang til uafhængig information fra ikke-regimekontrollerede medier for at verificere oplysninger og holde sig orienterede.

 

Mekanismer på internationalt plan

Det positive er, at der allerede er opmærksomhed på problemet – også fra international side.

Eksempelvis fjernede Facebook sidste tirsdag en af militærets officielle nyhedskanaler fra platformen. Men der vil være brug for mere vidtrækkende tiltag i forsøget på at modarbejde monopoliseringen af informationsstrømmene og spredning af disinformation.

Det primære formål med disinformation er at skabe forvirring og mistillid. Ikke mindst til de etablerede uafhængige medier. Så IMS' opgave er dobbelt: At støtte medier, der producerer troværdigt og relevant indhold, samtidig med at vi modarbejder disinformation.

Eksempelvis som da vi sammen med vores svenske partner i Myanmar, Fojo Media Institute, og den danske ambassade forud for valget og under covid-19-pandemiens første måneder styrkede samarbejdet mellem landets bedste faktatjekorganisationer og de uafhængige medier.

Men det vil også blive nødvendigt at få techindustrien på banen i en helt anden grad end tidligere. Vi kan kun opfordre den norske regering og det internationale samfund til at presse på i forhold til at introducere mekanismer på internationalt plan, der kan medvirke til at forhindre ansvarsfri spredning af disinformation.

 

Støtten skal fastholdes

Lige nu hersker der stor usikkerhed i Myanmar, og ingen kender militærstyrets planer for medierne, men udsigterne er ikke gode.

Det er naturligvis positivt, at adgangen til internettet er blevet genoprettet (om end ikke på fuld styrke og ej heller i hele landet), ligesom mange uafhængige journalister og medier stadig har mulighed for at rapportere online.

Men flere medier er blevet direkte beordret til at indstille arbejdet, og militærets nyudnævnte informationsminister opfordrede tirsdag den 2. februar medierne til ikke at medvirke til "civil ulydighed" og organisering af protester. Denne meddelelse blev fulgt op godt en uge senere, da statsmediet MRTV (nu kontrolleret af militæret) mandag eftermiddag lokal tid udsendte en advarsel om, at der ville blive taget affære overfor aktiviteter, som udgør en fare for statssikkerheden, den offentlige sikkerhed og retssikkerheden.

Hvordan opfordringerne konkret vil blive håndhævet, vides endnu ikke, men vi har observeret, hvordan nogle journalister censurerer sig selv og modererer indholdet, ligesom der også har været eksempler på, at journalister er blevet anholdt under de seneste dages demonstrationer.

Vi forventer også, at flere journalister vil føle sig tvunget til at gå under jorden – ikke bare for deres seneste arbejde, men også for tidligere tiders kritiske dækning af militæret.

I takt med at uafhængige stemmer forstummer, skubbes den burmesiske befolkning baglæns på vejen mod demokrati – som vi desværre også ser det ske i andre lande i regionen.

 

Overtrædelser af pressefriheden stiger

Syd- og Sydøstasien har det seneste år haft den største stigning i overtrædelser af pressefriheden på verdensplan, og nu står Myanmar til at blive det næste land, hvor pressefriheden og dermed en af demokratiets bærende søjler kommer alvorligt under pres. Det vil få store konsekvenser for den lokale befolkning, men også for de demokratiske strømninger regionalt i Asien.

Derfor er det vigtigt, at vi nu står fast og ikke lader journalisterne og menneskerettighedsforkæmpere i stikken. Vi skal fastholde den direkte støtte til de medier og civilsamfundsorganisationer, der kæmper for opretholdelse af menneskerettigheder og troværdig information til borgerne samt sikre, hvad vi kan, af det seneste årtis demokratiske fremskridt.

 

IMS og Fojo Media Institute mottar midler til aktivitene i Myanmar fra både Norge, Sverige og Danmark. Norsk bistand har blant annet hatt fokus på etniske minoriteter.

Mening

Meld deg på Bistandsaktuelts nyhetsbrev. Hold deg orientert om det som skjer innen bistand og utviklingspolitikk.
Publisert: 09.02.2021 14.20.20 Sist oppdatert: 09.02.2021 14.20.20